Art: Historie
Emne: !!!
Der var engang en mand der kom så gruelig galt afsted, eller rettere sagt:
Der sidder en mand, i en kloak, som kom så grueligt galt afsted.
Det hele startede en dag, hvor han sad på sit kontor da chefen kom ind af døren.
Desværre var der ret rodet på kontoret, så chefen blev ret sur, for han havde et
TV hold med, der var ved at lave en reportage om orden på arbejdspladser. Fordi
manden, som i øvrigt hed Ib, havde sådan et rodet kontor blev chefen så gal på
ham, at han tog en plastikefterligning af en kostbar vase, som Ib havde haft
med, og slog Ib i hovet med den. Så hårdt, at Ib faldt om på gulvet og var
næsten død. Men han var ikke helt død. Han var nemlig ved bevidstheden, så han
rigtig kunne mærke det store hul i hans hoved. Hullet var så stort, at det
føltes som om Ibs hjerne var ved at flyde ud af hovedet på ham, og det var den
også. Så sagde chefen til TV holdet:
“Ja, det er sådan vi behandler folk der roder.” Derefter tog han helt roligt
telefonen og ringede ned til vagten, og sagde: “Tag lige det rodehoved der
ligger på kontor A38 og få nogle til at fjerne ham, og meddel
personaleafdelingen at der er en stilling ledig på det kontor. Det blev Ib
selvfølgelig meget ked af at høre, men han var så kvæstet, at han ikke kunne
gøre noget. Langt om længe fik Ib tilkaldt en ambulance, men før han kunne komme
med skulle han skrive under på, at han havde penge nok til at betale for både
kørslen og indlæggelsen. Ib lå der og led i mange timer, indtil fik at vide at
han var slet ikke blevet fyret, det hele var nemlig skjult kamera. Da blev Ib
meget glad, men han var jo stadig kvæstet, men det skulle han ikke være ked af,
sagde de. Han fik nemlig hundrede kroner i erstatning. Så blev Ib endnu mere
glad, men det var han ikke særlig længe. For da Ib kom hjem fra sygehuset og
havde fået transplanteret alt hvad der transplanteres kan, var han jo stadig
invalid. Han sad bare i en rullestol og sagde nogle sjove lyde. Det eneste han
kunne bevæge var en finger, som han brugte til at styre sin elektriske rullestol
med.
Da Ib efter et par måneder kom rullende op af gaden i sin elektriske rullestol,
var der nogle drenge der syntes, at det kunne være sjovt at drille den
handikappede mand der kørte der. Derfor tog de og hev en ledning ud af Ibs
rullestol, så den ikke kunne køre. Der sad Ib i sin rullestol og kunne ikke
komme nogle vegne, og det eneste han kunne sige var nogle sjove lyde. Efter lang
tid kom der endelig en politibetjent hen til ham, men han sagde kun: “Nå der er
nok en der triller rundt i gaderne? Ville du ikke gerne kunne bevæge dig?” Ib
nikkede så godt han kunne, og betjenten sagde:
“Men det kan du ikke! HA! HA!”
Ib blev meget ked af det og han begyndte at græde lidt. Da betjenten var gået
kom drengene fra før, og de syntes at det kunne være sjovt at drille Ib en gang
til, så de sagde: “Skal vi ikke køre dig hjem?” Ib syntes det var pænt af dem og
nikkede så godt hans handikaphoved kunne. Derefter sagde drengene til ham at han
skulle fortælle dem hvor ham boede, men lige meget hvordan Ib prøvede på at sige
det, kom der kun en klat slim ud af munden på ham. “Du behøver ikke anstrenge
dig mere,” sagde drengene, “vi kan godt forstå hvor du bor,” og så begyndte de
at trække afsted med rullestolen. Til sidst nåede de til et rensningsanlæg, hvor
drengene stoppede. “Når der kommer slim ud af munden på dig må du bo i
slambeholderen, så vi stiller dig her hvor din slimfamilie kan se dig og komme
ud efter dig.” Så gik drengene grinene væk. Næste morgen da de ansatte på
rensningsanlægget kom, undrede de sig over at der sag en sulen sjover i en
elektrisk kørestol der var gået i stykker. Derfor ringede de til politiet som
kom og hentede Ib. På politistationen gennemsøgte de ham for et eller andet der
kunne identificere ham. Det fandt de, og kørte ham hjem. Derhjemme var hans kone
efterhånden træt af at han et handikappet menneske i huset og ville skilles. Det
ville Ib ikke, men han kunne ikke protestere, for der kom bare en klat slim ud
af munden på ham; så hans kone fik dem skilt. Nu er det jo sådan med kvinder at
de elsker at rage til sig, og hende her var ingen undtagelse. Det lykkedes hende
at få hele huset med indbo, selvom alt stod i Ibs navn og det var ham der havde
betalt det, hun havde bare været hjemmegående husmor. Det eneste Ib fik var det
der lå på pulterkamret. Under retssagen fik Ib at vide at han var blevet fyret,
fordi han jo ikke kunne udføre noget arbejde når han var handikappet, og at hans
pension også var røget, fordi det blev betegnet som et hændeligt uheld da “han
faldt ned af trappen,” som der stod i rapporten. Ib vidste godt at det ikke var
rigtigt hvad der stod i skadesrapporten, men når han protesterede kom der kun en
klat slim ud af munden på ham.
Nu stod Ib så tilbage med en elektrisk kørestol der ikke virkede og indeholdet
af et pulterkammer. Han havde ingen penge, ingen kone og intet hus, så nu måtte
han på bistandskontoret, men der var jo nogle der havde ødelagt hans kørestol,
så han kom ingen vegne når han skubbede til den lille pind der sad på
kørestolen. Det lykkedes omsider at få en forbi passerende til at forstå at, han
skulle ringe efter en reparatør, og det gjorde han. Efter ca. en halv times tid
kom reparatøren og satte ledningen fast, så nu kunne den 99,99% invalide Ib køre
på bistandskontoret.
Men der var langt til bistandskontoret, så invalide Ib kørte hen til
servicebussens stoppested. Lige før bussen kom, kom der en anden invalid person
kørene. Han var dog ikke ligeså invalid som Ib. Da bussen kom var der kun plads
til den ene af dem, så chaufføren spurgte dem hvem der kom først hen til stoppe
stedet, og den anden invalide mand sagde at det var ham (for det var den sidste
bus den dag) og invalide Ib kunne ikke protestere, så han måtte sove ude på
fortovet den nat, og det frøs 17 grader. Da servicebussen endelig kom, frøs Ib
meget. Faktisk så meget, at han klaprede så højt med tænderne inde i bussen at
han blev smidt ud. Der var heldigvis ikke så utrolig langt til bistandskontoret.
Det tog kun en halv time at køre derhen, men da han endelig nåde derhen var der
en trappe som han ikke kunne komme op ad. Der var godt nok et skilt hvor der
stod: “Hvis du er i kørestol, så ring på,” og det var jo meget godt, der var
bare det problem, at klokken sad oppe ved den forkerte ende af trappen. Den sad
lige præcis så højt oppe, at man ikke kunne nå den når man sad i rullestol, og
Ib kunne ikke bede andre om hjælp, for han kunne jo kun hælde slim ud af munden.
Efter et stykke tid kom der en ud der var så venlig at trykke på knappen for
ham. Der gik dog heller ikke lang tid, før der kom en og hjalp Ib ind.
Da Ib kom ind skulle han først udfylde en formular. Det kunne han ikke, men den
søde gamle dame var så elskværdig at hun hjalp ham. Hun opfattede, gennem
slimklatter, at Ib skulle bruge et sted at bo. Der var bare det problem at der
var to måneders ventetid på en lejlighed, så damen tilbød Ib at han måtte bo hos
hende i den tid. Det sagde Ib ja til, med en slimklat. Da de kom hjem til den
venlige gamle dame fik Ib straks noget godt mad at spise. Det fik han hver dag,
og han fik den fineste behandling, som på et plejehjem for handicappede
mennesker, og Ib var jo handicappet. Da Ib efter to måneder fik sin lejlighed og
skulle flytte fra den gamle dame, kom hun med en meget lang regning. Den var på
400.000kr, som hun ville have Ib skulle betale for at Ib skulle bo på hendes
plejehjem for handicappede mennesker, “og husk,” sagde hun til Ib, “du er jo
handicappet!”

Indlægget Der var engang en mand blev vist første gang den festsange.dk.