Site icon festsange.dk

en skærm på dit bord

Melodi:  To lys på et bord

En skærm på dit bord,
er det bedste på jord
og en mus til at holde i hånd
og et flot tastatur,
alt det gør, at du dur
er i pagt med tidens ånd.

En skærm på dit bord,
er det bedste på jord,
og din chef si’r, din lykke er gjort,
thi du får overskud,
sakker ikke bagud
for det hele det kør’ som smurt.

Ja, teknologi
er en flot garanti
på at arbejdet glider let.
Der’ penge at spar’,
når hver ansat blot har
en PC og internet.

En skærm på dit bord
er det bedste på jord ,
der er intet som bits og som ram,
gi’ blot musen et klik
og du selv får et kick,
når du bruger det isenkram.

En skærm på dit bord,
er det bedste på jord
hver en chef si’r ”Et under er det,
nu kan alle et brev
hurtigt skrive, det blev
med de skærme en stor succes”

Men hvad er der sket
har vi slet ikke set,
at den skærm brændte hurtigt ned,
og tiden der kom
blev så håbløs og tom,
hvorlænge ska’ det vare ved.

En skærm på dit bord
er det værste på jord,
når den står og er helt frosset fast
og de ting, der var gemt,
har den pludselig glemt
og helt død er hver en’ste tast.

En skærm på dit bord
er det værste på jord,
når den lammer dig i al din flid,
med sit pluds’lige svigt,
alt det der sku’ gå kvikt,
er nu dødt i en timestid.

Ja teknologi
er en flot garanti
på at arbejdet går i stå,
og ta’r al din tid
og gør dig par’noid,
fra hvor ska’ du hjælpen få.

En skærm på dit bord
er det bedste på jord,
men at bruge den, kræver nu mod
for den tid, som du bru’r
når det skidt ikke dur,
bli’r betalt med dit hjerteblod.
Bli’r betalt med dit hjerteblod.

Exit mobile version