Melodi: Jens vejmand
Da Adam gik i haven, han så så traurig ud,
han keded’ sig og sagde: Jeg trænger til en brud.
Vor Herre skabte kvinden og gav til Adam hen;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
Vi kvindens pris vil synge, for hun er os så kær,
hvis ikke der var kvinder, var livet intet værd.
At hun er mild og venlig, og blid, åh ja, såmænd;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
Thi hun er uundværlig, det ved hun også sel’,
hun sparer penge sammen, hun stifter ikke gæld,
og hun er økonomisk, det siger – ja – min ven;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
Af nye hatte får hun, kun én hver femte år,
hun regner ej med moden, når hun den billigt får.
Er kjolen blevet gammel, hun bare vender den;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
Hun kræver aldrig penge, hun ej fra hjemmet går,
hun på visit ej render, ej til en kaffetår,
dertil er aldrig oplagt, hun hader sladderen;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
Hun skurer og hun skrubber den hele lange dag,
hun aldrig hvilen nyder i rigtig ro og mag,
og maden den er færdig, når manden vender hjem;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
Er manden lidt på viften og kommer hjem lidt sent,
hun skælder ej og smælder, men siger nok så pænt:
God aften kære Fatter, så tidligt her igen;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
Se kvinden, hun var listig fra allerførste færd,
for Adam blev forlokket, hun var så snu og kær,
at hun er blevet bedre i vore tider hen;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
En hem’lighed det kan man betro sin ægteviv,
hun den skam aldrig røber, det gælder hendes liv,
og går hun på visitter, hun kommer straks gen;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.
Nu må vi hel’re stoppe og slutte visen a’,
og nu for vore damer vi råber et hurra,
at damerne de ønsker, den synges om igen;
det lyder som et eventyr af H.C. Andersen.