Melodi: Den evig glade kobbersmed
I billardklubben holdes fest i dag for anden gang,
og alle gutterne de møder op med “kø’r” i dag.
Og for at aftenen nu ikke føles skal for lang
en sang til tidsfordriv, jeg tror, må finde stor behag!
Som I ved, så er der tre kugler i det spil,
én er rød, de andre er hvide, tænk jer blot!
Og den røde ofte sig rigtig mænge vil,
og det er ikke altid så heldigt eller godt!
En stang skal stødes i den røde, helt ved bunden tit,
den røde farer frem og rammer noget på sin vej.
Det sommetider kun er grønt, til andre tider hvidt!
Den også kegler ramme kan, det ønsket er nu ej!
Stangen puffer ofte den røde i et hul,
det er stangens skyld, blot fordi den er lidt skæv.
Det kan ske, den røde den hopper ned på gulv.
Manden smiler genert – raske gut dit hoved hæv!
Og når den røde rammer hvidt – og atter hvidt igen,
så er der rødt, ja, hvem forstår, det virk’lig så’n er fat?
For hvidt plus hvidt sku’ gi’ mer’ hvidt – kritvit – hvor vil du hen?
Det fire tæller, man er stolt, man æde ku’ sin hat!
Men til tider giver den røde både rødt
og i fællesskab med en hvid, der væltes “kæp”.
Det er nøje planlagt, og synet det er sødt,
og i sindet den røde nu får et lille hep!
Og alle medlemmer forstår den høje mat’matik!
En vinkel ind, den samme ud, en vinkel ind igen.
Hvordan man uden passer, linial, på det får skik,
forstår vi alle, vi skal blot i vinklen kigge hen!
Og den røde stormer til højre, lidt på skrå,
næsten lige på – dog en smule “venstre-skæv”.
Jo vi kender “Røde”, vi nok engang skal nå
ham at lære, hvordan han i bane skal – den ræv!
Vi hele aftenen ku’ synge om vor venner tre,
de satans kugler driller os, når rigtig det går løs.
Skal vi nu holde op og give rødt og hvidt lidt fred?
Det ender med, vi strækker arm, fordi vi bli’r nervøs!
Det er nemlig tanken, at armen strækkes skal,
når et glas skal hæves – det må ej ske i stød!
Lad os råbe hurra for klubben, tre i tal,
den skal leve – med kegler, to hvide og en rød !!!