Melodi: Sov dukke lise
1.
I Tidernes Morgen, i Paradis
gik Adam og havde det godt
Han snakked, med Abe, Giraf og Gris,
men keded’ sig li’godt saa smaat.
Hen under Aften, da han blev træt,
faldt han i Slummer nær ved et Krat.
Under hans Søvn det Ribben gik tabt,
hvoraf den første Kvinde blev skabt.
2.
Og Dyrene strømmed’ fra fjern og nær
med Gaver som Eva sku, ha’
og alle de Dyder hun fik af hver,
man finder hos Kvinden i Dag.
Fra en Musvit hun Lystighed fik,
og fra en Lærke Stemmens Lyrik.
Hun af en Peberfugl fik Kanel,
Stædighed fik hun af en Kamel.
3.
En Flok Papegøjer til Eva kom,
med Fagter og Snak og Mimik;
med Hviskøn og Tisken og Taleflom,
et Mundlær’ for evigt hun fik.
Hun fra en Kat fik Kælenskab lært
det med at kradse faldt ikke svært
og fra en Ko det kærlige Blik,
Blinket paa skraa fra Amor, den Strik.
4.
Lidt Næsvished kunde en Flue gi’,
fra Hvepsen sin Talje hun fik,
fra Myggen hun lærte sit Sværmeri
foruden sit Tricks med et Stik.
Blidheden kom fra Duen – pr. Brev,
Snuheden fra den listige Ræv,
Slangen gav Falskhed, Hunden gav Tro
hvem mon der bragte mest af de to?
5.
Til sidst kom Elisabeth Arden ind,
med Skønhed og Haarplejevand.
Din Vellugt, der fylder det Drømmeri
blev bragt fra “Prorance” i Spand.
Aberne bragte lidt Nysgerrighed,
Smidighed kom fra “Aal i Gele”,
Svaghed som Paaskud kun blev lever’t
Alting hun blev – blot ikke genert.
6.
Belæsset med Gaver drog Eva ud,
og Slægten den voksed’ stor.
Hos jer i Kvindernes yngste Skud
lidt Rester af Evnerne bor.
Værn om de “Dyder” som I har faaet,
yndige Kvinder brug dem nu godt,
gør I det ikke kræver vi Mænd,
bare at vi må få mere igen.