I skoven skulde være gilde

Melodi:  Diverse

I skoven skulde være gilde, og mænd og pigebørn
de glædede sig vældigt til at få en lille bjørn.
Fra dør til dør man vanked og op i skatten hankød,
med frydefulde elskovsgys og små beskedne kys,,
de lysteligt til festen sprang, imens glad de sang.

Jomfru vil De med i skoven, skoven, skoven,
skoven er så grøn, jomfruen er skøn —
til en stemme lød fra oven.

Hvem er det der banker på mit bøge træ
med hæl og knæ, la’ vær’ dit fæ,
jeg er bare lavet til at yde læ
for jer i ny og næ.

Flyv fugl flyv over Furesøens vove,
gem jer ved skovsøens bred,
men i må huske, og det må i love,
jok ikke i spinatens bed.
Og når i så sjokker hjemad henad morgen,
trætte og slæbende i garig,
lad jer dog ej være tynget af sorgen,
nyn så med glæde den sang.

Det var en lørdag aften, vi havde det så sjov,
for til at nyde livet vi tog os alle lov,
vi nød det klare måneskin deri lyse stjernehær,
jeg lagde blidt min marmorkind ind til min hjertenskær.

Der var en flink gammel bondemand,
og han var ud’ og slå hø,
da han tilfældigvis så, hvordan
en mand han elsker sin mø,
han hoppede rundt, og han sprang,
ja han var helt fjollet, han jubled og jollde:
Hej hopsasa, Tralalala, det skal jeg vist prøve

Hønsefødder og gulerødder og halsen af en svane
den der kysser pigerne, han har en dejlig vane.

Længe nok har jeg bondekvajet været,
men nu skal det sku’ osse være slut.

Den er jah jah jubee jubee jah,
den er jah, jah jubee jah.
Denne vise gælder alle
på humøret skal den kalde,
derfor med et hurra skal vi slutte aÂ’.

:/: Og dette skal være vort selskab til ære —
En skam får den som ikke vort selskabs skål
hurra — hurra — den skål var bra’
hurra.
557 S • S.
I