Melodi: Jeg er havren
Lille Bitten er kun fire år,
og en dag hun hos sin moder står,
lægger tungen mod den ene kind
mens hun siger med et barnligt sind.
Kan du tænke dig, hvad der er hændt,
nu i dag med vor husassistent?
hun så ikke mig i køkkenet stå
da en fremmed herre banked på.
Tænk dig, hun tog ham i køknet ind,
jeg stod i en krog med bange sind.
Kysse hende gjor den fremmed mand
sadan noget man da ikke kan.
Tænk, han løfted hendes kjole op
mens han følte rundt på hendes krop
og så tog han hendes bukser a
så jeg troed hun sku ha da da.
Og han stod og sa: den er fin
tænk dig mor, den ligned ikke min,
den jeg brur når jeg ska tis,
havde sorte hår som vores mis.
Og så tog hun, det gik som en vind
frem af mandens bukser såen en pind,
uhh, den var så stor og væmlig tyk,
jeg vil nærmest sige den var styg.
Det var lisom om jeg skulle dø
og jeg tænkte, nu ska hun ha klø
men hvorfor hvis hun nu klø sku ha
ville hun sin hånd om pinden ta?
Det var mærkeligt, hun gned på den
kaldte den sin egen søde ven,
uh den voksed og den blev så stor
hvorfor gned hun så en pa en, mor
Tænk, på en gang stod de ganske tæt
pinden blev helt borte, kan du gæt
hvorhen den forsvandt, den stygge gris?
op i den vi brur nar vi skal tis.
Hvorfor gjorde manden sådan, mor?
for det gjorde vistnok ondt, jeg tror,
sa med et hun sa: den går, min ven ,
men den gik da ingen steder hen.
Pigen tørred den så med en klud,
men så så den meget lille ud,
mor, du skal fortælle mig, om hva,
den var for en pind jeg så idag.
Moder rejste sig i hast og sa ,
pigen skal på porten nu i dag,
jeg vil ikke ha den tøjte mer ,
fremmed mand hun ikke skal ha mer.
Litte Bitten sa så: mor jeg vil
altså bare narre dig april,
det var ingen fremmed mand, det var
ingen andre end vor lille far.