Melodi: Poul sine høns
Tiderne skifter, men bliver de bedre?
Hvad tør vi håbe, og hvad skal vi tro ?
Spørger vi slægternes kløgtige fædre,
får vi til svar: ” Tag den bare med ro’
Livet – har – dog stadigvæk charme
blot – min ven – du selv med lidt varme
si’r til din nabo med udbredte arme:
“Dig kan jeg li ‘- Du er min kammerat”.
Sådan en tiltale lader sig høre,
selv om den lyder så højt som et vræl,
for når den rammer det lyttende øre
er den som balsam for legem, og sjæl.
Snakken går, man hvisker og tisker,
nogle spår, og enkelte smisker,
men jeg vil juble, hvis bare DU hvisker:
Dig kan jeg li’- du er min kammerat.”
Godt kammeratskab er mere end fraser,
det er en kunst, min person at forstå.
Hvis jeg en dag er lidt gnaven og raser
skal man fornuftigvis lade mig gå.
Når – igen – jeg livsmodet finder,
ved – min ven – jeg trådene binder,
jeg ved, du siger – mens trængslerne svinder :
” Dig kan jeg li’- du er min kammerat.”
Godt kammeratskab er altid at være
klar til at række en hjælpende hånd,
klar til at værne en ven og hans ære,
klar til at handle i venskabets ånd.
Her – og der – sin hjælp man tilbyder,
men – især – den håndsrækning fryder,
som bliver givet, mens stille det lyder:
“Dig kan jeg li’ – du er min kammerat”