Til min mor og far.

Melodi:  I en kælder sort som kul

I en bolig mørk og trang
har jeg ventet længe
på at nå i verden frem,
jeg til frihed trængte.
Men da jeg så dagens lys,
slog det som det kolde gys.
Frihed uden lige,
jeg ku’ bare skrige.

Kulde, varme høje råb
dråber ned i øjet,
vægt og mål og hjertelyd
“så det på med tøjet”,
hænder famler på min krop
nej! nu har jeg fået nok!
Kom jeg blot tilbage,
jeg sku’ aldrig klage.

Men mit lejemål var endt
boligen var jævnet.
Jeg røg ud med føn og klem
trykket lidt i stævnen.
Mor hun græd og far han lo,
glade var de begge to.
Jeg forstod det ikke,
jeg ku’ dårlig nikke.

Mad i mund og ble i bund,
verden den var mærk’lig.
Vatpind her og olie der,
mon jeg er noget særligt!
Se nu blot de stiller an,
legetøj i al forstand.
Alle vi mig kigge,
jeg forstår det ikke.

Ak! de bli’r så veltilpas,
når jeg ler fornøjet.
Jo, jeg har da også lært,
glimt at få i øjet.
Vågen lige til aftensstund,
sut i mund og så en blund.
I de voksnes verden,
har jeg nu min færden.

Sommer, vinter, år for år,
nye ting skal læres.
Mellem leg og mælketår,
lærdommen ind-øves.
Livets vej bekymre ej,
far og mor ta’r mig på vej.
Trygt jeg mig befinder,
under deres “vinger”.

(Barnets navn.)