Melodi: De nære ting
Som tiden dog iler, et halvt hundred år
er gået, man ikke det helt forstår.
En ung mand og kvinde i troskabens ånd
svor kærlig at vandre frem hånd i hånd.
Et hjem har opbygget – en sikker havn,
hvor kærlighed råder af navn og gavn.
Iblandt hvis der rumler lidt kiv og lidt strid,
man ved dog at bagved er tonen blid.
Naturen den er et forunderligt sted
med farver og rigdom, I frydes derved.
Man finde kan lykken i muld og i jord
og blot gå og nyde når alting gror.
I har rejst i lande mod nord, øst og vest,
og oplevet andre kulturer som gæst;
men hvor man end færdes på denne vor jord,
man finder dog: skønnest er hvor man bor.
Med gæstfrihed lukker en fremmed ind,
for svage, forfulgte har åbent sind;
thi venner for jer er ej blot dig og mig,
men alle som I møder på jer vej.
En aftenstund stille i lampens skær,
I elsker at læse og har hver især
opdaget en rigdom i bøgernes bog,
og fundet værdi i det skrevne sprog.
At glæder kan købes for penge forstås,
dog lykken i fattigste hytte opnås.
I higer og søger ej rigdom og magt,
men frihed og retfærd – gensidig agt.
I synes måske her er store ord?
Det tunge og svære i glemselen bor.
Man sårer hinanden iblandt i sit liv,
så gælder det om at man kan tilgiv’.
En ung mand og kvinde med grånende hår,
omslutet af slægten – se vi forstår:
en krop den kan ældes, men ungdom består
i sindet når næring den altid får.
Tillykke til jer kære mor og far,
og tak for det liv I os givet har.
At skønne på lykken og det vi har kært,
at tro på det gode har I os lært.