Melodi: Jeg plukker fløjlsgræs
Herrer:
Vi plukker alle af sprogets gloser
til vore yndige skønne møer,
og roser, liljer og om mimoser
I hørte alle så ofte før.
Af disse stier vi ikke trasker,
når vi skal hylde jer, kære pi’r!
Damer:
I spekulerer på fyldte flasker
og tænker bare at “Bier er Bier”!
Herrer:
Med en madonna vi blikket løfter,
vi dermed priser det smukke køn,
og mens vi smagen af øllet drøfter,
vi ser på flasken så klar og grøn.
Så mindes vi grønne ungdomsdage,
da du var dejlig og skøn og smuk…
Damer:
Aah ja, dit hoved’ blev lagt tilbage,
du var forgabet – i flaskens kluk!
Herrer:
Du virked’ på os som påskebrygget
og kolde pilsner’ og al den slags,
jeg i din nærhed mig følte trykket,
at du var yndig, det så jeg straks.
Så smuk var halsen du åbenbared’,
jeg med det samme var helt til fals!
Damer:
Du li’som førhen mig bare narred’
du greb igen om din flaskes hals!
Herrer:
Den form, du havde, os alle fristed’
den var som flaskens helt ideel,
en arm om livet på dig vi listed’
i måneskinnet en dejlig kvæld.
Og skønt vi holdt os til etiketten,
var vi dog nærved vort store mål…
Damer:
For os der var bare ingen gætten,
vi vented’ blot, du sku’ sige: “Skål”!
Herrer:
Ja, det var dengang – min lille kone –
i dag vi meget få øller ta’r,
for gør vi det, bli’r du vred og glo’ne
du skælder, smælder på “Lillefar”.
Som sodavand kan du mod os bruse,
hver nabo tænker: “Den stakkels mand…”
Damer:
La’ bare væ’r, vi bli’r nu konfuse,
du har jo aldrig smagt sodavand!
Herrer:
Nu minder du os om den “Xantippe”,
der var så fæl mod Diogenes,
og først i tønden han kunne slippe,
som eneboer han var tilfreds.
Vi ville prise din sjældne ynde,
men du som altid os misforstår….
Damer:
Ak nej når talen er om en tønde,
så ved vi nok, hvad der foregår.
Herrer:
Her sidder vi – og vi er så fulde
af vor begejstring – vil hylde dig,
de rette ord om dig findes skulle,
men det for os går den gale vej.
Det indtil nu er os gået ilde,
skønt vi har glædet os til i da’…
Damer:
Men uden kvinder bli’r intet gilde,
så råb for pokker da det hurra.