Melodi: I skoven skulle være gilde
Min kære, søde mand – er det bedste, som jeg har,
fordi han er så hensynsfuld, så hjælpsom og så rar.
Så nuttet og så kælen,
fra issen og til hælen.
Jeg elsker ham fra top til tå, ja hvert et lille gram,
men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham.
Hans hår er blødt og lækkert at sætte hånden i,
hans øjne er som stjerner små, dem kan jeg også li´.
Hans næse nærmest ligner,
en kugle med rubiner.
Der siges, at det kommer af, han ta´r en lille dram,
men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham.
Hans mund har stærke tænder, en enkelt kun er hul,
så den skal han ha´ ordnet nu, naturligvis med guld.
Hans hage fint er formet,
hans kind en smule ormædt.
I dag at være skægget er nu heller ingen skam,
men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham.
Han har tre hår på brystet, det hører sig jo til,
hans arme er så stærke med et vældigt muskelspil.
Hans mave er lidt “pumpet”,
og han er hængerumpet.
Men på sit arbejd´ er han en af dem, der kan sit kram,
men jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham.
Hans ben måske lidt skæve og overlagte tæer,
men trods de mindre fejl han har, så er han nuttekær.
Han ta´r mig i sine arme,
og fylder mig med varme.
Nu skal I ikke høre mer, nu skal vi ha´ en dram,
for jeg vil ikke sige, hvad det bedste er ved ham.
Jeg elsker jo det hele, og derfor er jeg glad,
fordi I alle kom i dag, til al den gode mad.
Lad os i fryd og gammen,
et leve råbe sammen,
for min den gode ægtemand, og det er brask og bram.
Et LEVE for det allerbedste, jeg kan li´ ved ham.